Klubmesterskaber i Hulspil 2010
Kenneth Tofte Sørensen vandt ”the double” i Aabenraa Golfklub - Helle Axelgaards første titel
I weekenden 10/11. juli spillede de 16 bedst placerede herrer og de 8 bedst placerede damer fra sidste weekends Klubmesterskaber i Slagspil om Klubmesterskaberne i Hulspil i Aabenraa Golfklub. Disse mesterskaber var igen sponsoreret af Kreditbanken i Aabenraa.
Kenneth lagde ud med en birdie og kom dermed 1 up over Lars. Dette forspring fastholdt Kenneth, idet Lars aldrig fandt spillet til for alvor at sætte Kenneth under pres. Efter hul 15 var Kenneth 2 up. Lars skulle således square hul 16 og helst vinde hullet for at forsætte matchen.
Kenneth fik en par på hul 16 og Lars lå 1,50m fra hullet i to. Men Lars sendte et godt put i hul og kunne forsætte til hul 17. Dette hul blev afgørende, idet Kenneth og Lars delte hullet begge i par. Efter at have takket for spillet kan Kenneth det næste år også smykke sig med titlen Klubmester i Hulspil samt Klubmester i Slagspil, som Kenneth vandt i foregående weekend – altså dobbelt klubmester i Aabenraa Golfklub.
Hos damerne var finaledeltagerne Helle Birgitte Axelgaard og Tina Tiedemann og det var første gang for begges vedkommende at de stod i denne finale. Måske derfor deres spil var præget af en del nervøsitet, som derfor ikke levede op til deres vanlige standard.
Efter 9 huller førte Helle og efter hul 15 var hun 3 up med 3 huller tilbage. Dermed var Tina presset, idet hun skulle vinde de resterende 3 huller for at få chancen for at vinde i en ”sudden death - play off”. Så langt syntes Helle dog ikke matchen skulle fortsætte, så med en par på hul 16 afgjorde hun damefinalen i eget favør. Helle Birgitte Axelgaard blev dermed ny klubmester i hulspil for damer.
Både Helle og Kenneth ønskes tillykke med deres mesterskaber og en stor tak skal også lyde til Kreditbanken i Aabenraa, som flot sponsorerede disse mesterskaber.
Klubmesterskaberne for de forskellige aldersklasser i Aabenraa Golfklub spilles i weekenden 21. og 22. august.
Last Updated (Monday, 23 August 2010 15:28)
























